Jørgen B. Rud – Er en informel, ekspressiv kolorist. Han laver billeder af betydningsmættet indhold, f.eks. ”Vandbæreren” og kristne motiver. Det er så vidt vides ca. 5 gang, Jørgen udstiller på Galleri Gallo.
Klokkekammeret.
Ikke langt fra skovtykningen, tæt ved en klippestigning, vel 1 kilometer fra kysten, lå en gammel kirke med et højt gotisk klokketårn. Himmelstræbende.
Georg Daedalus var ofte gået forbi eller tæt der henad om eftermiddagen, men det traf sig nu en aften, at han kom i nærheden. Og i stedet for bastante eller sprøde klokketoner og bedeslag, lød der i aftenstunden kaskader af lyd, for ham ukendte ritorneller og besynderlige vægterslag.
GD gik tæt på det lyddrukne klokketårn, der druknede i kimen og klingen. Han besteg trapperne op til klokkekammeret, hvor klokkerne hang i bomme med tovværk og maskineri.
Der var ikke larm, men ren smerte som kom ud derfra, ikke et lydartilleri, men et drønende vanvid af vilde klokker.
Det var for meget. Han kravlede ned igen, rystet, og hørte nu, at de ringede den gamle verden ud, og de ringede noget ind som angik hjertets alliancer og frihed.
Måske ringede klokkerne nu ind for Kristus som ville komme igen en dag, måske var det det stadig tilbagevendende havets rytme eller dyrenes kåde styrke i våren, magten i menneskets bryst og hjerte, når forstanden er skarpest, måske forbindelseslinjerne der i det hele taget var der i klokkernes dunken og brøle og kimen og lydstyrke.
Tomheden skriger. Det er et dyb skrig der kommer ham i møde, men skriget er ikke tomt
Det er ham selv der har rejst sig og skriger udover vandene med en røst fyldt af fortvivlelse, trods og smerte.
”Det er ikke så let at nå til den åndelige afklaring som tillader ensomheden at være hvile uden fortvivlelse”. (cit: Fernando Passoa fra ”Rastløshedens bog”).
Ole Glaukos sad på CF Møllers bænk i Universitetsparken. Det var knap 200 meter fra Statsbibliotekets hovedindgang på kanten af et amfiteater, som i trin skrånede nedad mod en plads, en scene og tæt herpå, næsten indemuret i gule mursten rendte en bæk ned ad i parkanlægget ved foden af universitets hovedauditorium. Bog tårnets proportioner genspejledes.
Der sad han ofte, med eller uden ærinde til Statsbiblioteket. Han plejede at drikke et par øl der og ryge og tænke på de mange studieår.
Ole Glaukos var en pendler mellem oplysning og beruselse og fulgte sit eget spor i sindets veje og vildveje.
Som han sad var det som om nuet gik på standby, ventede. I grunden er der myriader af spor af spor at følge, hvorfor havde han nu i så mange år beskæftiget sig med stigende og faldende vand, vandstandsvariationer? I grunden er der også et spor, drømmen om at være et Guds barn, en fredsstiftende. Muligheden for at være et Guds barn har mennesket, fordi det ved Skabelsen fik del af Guds sjæl.
Teksten er forfattet af Jørgen B. Rud
M.v.h. Galleri Gallo.